’Ser du hele billedet?’
Det spørgsmål vil forældre landet over blive mødt af på plakater og i videoer den kommende tid. Spørgsmålet er stillet af Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet, der sammen står bag den nye kampagne af samme navn. Med kampagnen opfordrer de tre organisationer forældre til at være nysgerrige på deres børns fællesskaber – også på alt det, forældrene ikke selv oplever eller får fortalt af deres eget barn.
Ved at være nysgerrig på fællesskabet kan forældre opdage nuancer og perspektiver, der tilsammen kan gøre det lettere at forstå og hjælpe deres eget og andres børn.
Som forældre har vi helt naturligt blikket skarpt rettet mod vores eget barns trivsel. Både når vi lytter til deres oplevelser, og når vi læser en besked på Aula. For vi vil gerne hjælpe, og det skal vi også. Det er de voksnes ansvar, at alle børn har en tryg plads i fællesskabet. Og vi hjælper både vores eget barn og fællesskabet, når vi løfter blikket og er nysgerrige på, hvordan en situation fra skolegården opfattes af andre, eller hvad der skete op til en konflikt. For fællesskaber rummer mange nuancer, og det, der foregår, er sjældent sort eller hvidt siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden
Nysgerrighed kan åbne for nye perspektiver
Kampagnen består af billeder med tre hverdagssituationer med børn fra henholdsvis indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen. Ved første øjekast kan situationen tolkes på én måde, men situationen ser dog anderledes ud, når den, der ser, fastholder sin nysgerrighed og bliver præsenteret for hele billedet. Formålet er at vise, at der ofte er mere at være nysgerrig på i en situation, i en relation og i et fællesskab, end det, vi først bliver præsenteret for og måske drager vores konklusioner på baggrund af.
På den måde giver vi også noget meget vigtigt videre til vores børn. Vi viser dem og lærer dem, at mennesker kan opleve den samme situation meget forskelligt. Den forståelse for forskellige perspektiver styrker børns empati og fællesskab, fordi de dermed bliver bedre til at forstå og rumme hinanden siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår
Rummelige fællesskaber kan forebygge mobning
Kampagnen består også af konkrete råd til forældre – både hvis de oplever, at deres eget barn er uden for fællesskabet, og hvis de oplever, at andre børn ikke er en del af fællesskabet.
Alle børn kan blive mobbet, og alle børn kan ende med at mobbe, fordi mobning opstår i utrygge fællesskaber, hvor børn og unge frygter at blive udstødt og hvor de kæmper for at finde en værdig plads. Derfor er det helt afgørende, hvis vi skal forebygge mobning, at vi skaber rummelige fællesskaber, og at vi som forældre interesserer os for, hvordan vi kan være med til at styrke børnenes fællesskaber siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet
Mobning sker skjult og subtilt
Kampagnen tager afsæt i et nyt forskningsprojekt om mobning og marginalisering blandt elever i 5. klasse, som Mary Fonden har taget initiativ til, og som DPU ved Aarhus Universitet har udarbejdet.
Projektet peger blandt andet på, at mobning foregår både mere skjult og subtilt, og at det kan gøre det sværere for voksne at få øje på. Derfor ønsker Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet, at kampagnen skal bidrage til, at flere voksne omkring børnene bliver nysgerrige på at se hele børnefællesskabet og se flere perspektiver på en konkret situation og et fællesskab.
For netop nysgerrighed, nuancer og perspektiver er vigtige at have for øje, når forældre i en klasse sammen skal bidrage til trygge børnefællesskaber.
Læs mere om kampagnen og find råd til forældre på Mary Fondens hjemmeside
Fakta: Forskningsprojektet om mobning
Forskningsprojekt ’Mobning, marginalisering og konflikter mellem børn’ (2026) er foretaget af Frederikke Skaaning Knage fra Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, og Dorte Marie Søndergaard fra DPU på Aarhus Universitet efter initiativ fra Mary Fonden.
- Børn er generelt bevidste om, at mobning er uacceptabelt. Det betyder ikke, at mobning er forsvundet, men snarere at den har ændret karakter og foregår mere subtilt og indirekte.
- Mobning udspiller sig på tværs af arenaer, herunder skole, fritidsliv og digitale fællesskaber.
Undersøgelsen bygger på interviews med 102 femteklasseelever og feltobservationer i skole- og fritidskontekster. Forskningsprojektet bidrager med aktuel og praksisnær viden om børns fællesskaber, konflikter og mobning.
Forskningsprojektet er blevet til med finansiel støtte fra Mary Fonden og TrygFonden.
