30. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Strømmen gik, og de ældre skulle flyttes: Gennemførte historisk stor evakueringsøvelse

Strømmen blev slukket, nødgeneratorer blev tilsluttet, og ældre skulle flyttes i sikkerhed. Torsdag testede Aarhus Kommune sit beredskab i en historisk stor evakueringsøvelse i ældreplejen. Og øvelsen blev gennemført med succes.

Strømmen gik, og de ældre skulle flyttes: Gennemførte historisk stor evakueringsøvelse
Af: Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg | Foto: Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Strømmen er gået på Plejehjemmet Rosenvang. Der er hverken vand eller varme, og beboerne skal flyttes. Men hvor skal de hen? Hvem sørger for transporten? Og er der plads, personale og strøm, når de ankommer?

Det var nogle af de opgaver, medarbejdere i Aarhus Kommune skulle løse torsdag.

Heldigvis var stormen opdigtet, og SOSU-elever spillede rollen som borgere. Men opgaverne skulle løses, som om situationen var virkelig.

Det er jo ikke bare at bestille en bus og flytte nogle mennesker. Vi taler om ældre, der har brug for hjælp og omsorg. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har fået testet vores beredskab, og at øvelsen er gået godt siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin

Nødstrøm og senge skulle på plads

Øvelsen omfattede plejehjemmene Rosenvang, Trøjborg og Skæring samt hjemmeplejen i Harlev og Tranbjerg.

De evakuerede skulle flyttes til plejehjemmene Havkær, Skelager og Koltgården, hvor der skulle gøres plads til 21 ekstra beboere.

Som en del af øvelsen blev strømmen afbrudt, og Aarhus Ejendomme og Entreprenørenheden testede tilslutningen af nødgeneratorer. Samtidig blev der arbejdet med senge, hjælpemidler og transport, mens kommunens krisestabe koordinerede indsatsen.

」Det er vigtigt at vide, at teknikken virker, når vi står i en situation, hvor vi virkelig har brug for den. Bag alle generatorerne og beredskabsplanerne er der ældre mennesker, som kan blive utrygge, hvis de pludselig skal væk fra deres hjem. Derfor handler det i sidste ende om at skabe tryghed,」 siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang

Øvelsen blev gennemført med succes, men erfaringerne skal nu gennemgås for at se, hvad der kan gøres endnu bedre.

」Jeg håber aldrig, vi får brug for at evakuere flere plejehjem på én gang. Men hvis det sker, skal vi være klar. Og det bliver vi kun ved at øve os,」 siger Metin Lindved Aydin

Aarhus Kommune har beredskabsplaner for op til tre døgn uden strøm og vand samt særlige plejehjem, der kan tage imod borgere under en krise. Erfaringerne fra øvelsen skal nu bruges til at styrke beredskabet yderligere.

Fakta om evakueringsøvelsen

  • Øvelsen fandt sted torsdag den 29. oktober 2026 fra kl. 9 til 15.
  • Det var Danmarks største evakueringsøvelse i ældreplejen.
  • Scenariet var voldsomt uvejr, der havde efterladt flere plejehjem uden strøm, vand og varme.
  • Der blev øvet evakuering fra plejehjemmene Rosenvang, Trøjborg og Skæring samt fra hjemmeplejen i Harlev og Tranbjerg.
  • De evakuerede skulle flyttes til Havkær, Skelager og Koltgården, hvor der var gjort plads til 21 ekstra beboere.
  • SOSU-elever spillede rollen som borgere under øvelsen.
  • Strømmen blev afbrudt, og nødgeneratorerne blev tilsluttet og testet, uden at de blev flyttet.
  • Øvelsen skulle teste evakuering, nødstrøm, transport og samarbejdet mellem kommunens medarbejdere og krisestabe.
Event Information